I EF’s ventesal i 60'erne
Da England allerede i 1961 søgte om optagelse i EF - fulgt af Danmark - blev det officiel dansk politik at skabe overlevelsesmuligheder for dansk landbrug, så det kunne gøre sin konkurrencekraft gældende, når medlemskab blev opnået. Men opholdet i ventesalen blev længere end beregnet, fordi Frankrigs præsident, de Gaulle, både i 1963 og i 1967 nedlagde veto mod Englands optagelse.
Et firedages leveringsstop
Til trods for regeringernes interesse i landbrugets overlevelse var der ikke enighed om omfanget af overlevelsesforanstaltninger. Men efter et firedages leveringsstop i maj 1961 aftaltes en kontant landbrugsstøtte på 400 mio. kr. eller næsten 20 procent af landmændenes nettoindtægt. Hertil kom i 1962 de lovbestemte hjemmemarkedspriser, der i praksis sikrede landmændene omkostningsdækning for den tredjedel af produktionen, der solgtes herhjemme. Den kontante støtte var så en delvis kompensation for tabene på eksporten.
Den kontante støtte blev som hovedregel reguleret hvert andet år, når der var arbejdsmarkedsforhandlinger ud fra det princip, at landmændene skulle sikres samme indkomstfremgang som lønmodtagerne. Disse forhandlinger var langvarige og hårde. I 1967 afsluttedes de først efter en hel uges møder i statsministeriet.
Landbrugsstøtten til debat
Ved 60’erne slutning nåede den kontante landbrugsstøtte op på lige ved 900 mio. kr. om året eller 40 procent af nettoindtægten fra landbruget. Men da der efter de Gaulles 2. veto i 1967 opstod tvivl om, hvorvidt vi ville blive medlemmer af EF i overskuelig tid, kritiserede de økonomiske vismænd landbrugsstøtten for at fremme en urentabel produktion, idet den blev givet i forhold til produktionens størrelse.
Landboforeningerne argumenterede omvendt for, at skulle landbrugets konkurrencekraft opretholdes, var det nødvendigt at sikre landmændene en pris for deres produkter, der i det mindste sikrede omkostningsdækning for de effektive landmænd. Derimod ville vismændenes forslag om persontilskud fratage landmændene incitamentet til at effektivisere produktionen.
Det af Baunsgaard-regeringen i 1969 nedsatte Krogstrup-udvalg afviste i det væsentlige vismændenes kritik, og da optagelsesforhandlingerne efter de Gaulles død blev genoptaget i 1970, ophørte kritikken. Hjemmemarkedsordningerne og den kontante landbrugsstøtte ophørte ved Danmarks deltagelse i EF’s landbrugspolitik fra og med 1. februar 1973.
Trods de omfattende landbrugsordninger i 60’erne var økonomien anstrengt. Der manglede omkostningsdækning for en tredjedel af produktionen. Mange landmænd måtte derfor opgive at fortsætte, og hvert år forsvandt der 6.000 landbrugsbedrifter. På samme tid oplevede byerhvervene en hidtil uset økonomisk vækst. Liberaliseringen af industrivarehandelen gav nye eksportindustrier gode udviklingsmuligheder, og de tiltrak arbejdskraft fra landbruget, ligesom de hidtil hjemmegående husmødre kom ud på arbejdsmarkedet godt hjulpet af nye tekniske hjælpemidler i husholdningerne og af den kommunale børnepasning.
Mange landmandsfamilier, der var vant til, at landbruget var landets hovederhverv, havde svært ved at acceptere, at andre erhverv stormede frem på deres bekostning. Mange af dem, der måtte opgive, følte det som et personligt nederlag. Men mange fik i kraft af deres arbejdsevne en bedre tilværelse ved at skifte erhverv.
Fremtidens vilkår forberedes
I landbrugsorganisationerne arbejdede man ikke alene for overlevelsesordninger her og nu. Man forberedte sig også på fremtidens vilkår. Jordlovgivningen blev gradvist ændret, så det blev muligt at drive to ejendomme sammen og sammenlægge bedrifter op til 100 hektar. Der blev lagt faste rammer for landmandsuddannelsen med det grønne bevis. Landbrugets forskning og forsøg blev samordnet. Den lokale rådgivning samledes i 4-strengede konsulentcentre, og i 1971 blev den bistand, de lokale konsulenter hidtil havde fået fra landboforeningernes fem og husmandsforeningernes seks landsdelsorganisationer, samlet i et fagligt landscenter i Viby - senere Skejby.
De små mejerier og andre lokale andelsforeninger blev lagt sammen, og landbrugsorganisationerne enedes om, at endemålet måtte være et dominerende, landsomfattende andelsselskab i hver branche. En generation senere var denne målsætning realiseret.
60’erne var således ikke alene en kamp for akut overlevelse, men også et tiår, hvor rammerne for de følgende årtiers landbrug blev lagt.
På grund af de mange spørgsmål, der kom til debat under 60’ernes opbrud i landbruget og i samfundet, oprettedes LOK - Landbrugets oplysnings og konferencevirksomhed. Med et vældigt system af lokale studiekredse, sognemøder, debataftener og landsomfattende konferencer skete en afklaring af mange væsentlige spørgsmål, og denne vidt forgrenede, landsomfattende højskolevirksomhed var med til at sikre både mangfoldighed og sammenhængskraft i landbruget.
